En drøm, en plan, et projekt

Af Peter Wibroe
Da jeg i 1974 købte den villa, der i dag er udbygget til at være Exillions hovedhus, rakte min forestillingsevne ikke til at se, at dette skulle blive startskuddet til et meget større projekt. Foran mig stod en firkantet, forfalden, hvidkalket villa, noget mindre end den fremstår i dag, tegnet af en fransk arkitekt i år 1900. Til gengæld havde jeg ikke svært ved at se, at huset bød på en enestående mulighed for at få opfyldt en gammel drøm. Oprindelig ville jeg gerne have været arkitekt. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg var født 2-300 år for sent i forhold til det, jeg betragter som smuk arkitektur.

Så jeg valgte at kreere reklamer i stedet. Men drømme skal være så store, at man ikke taber dem af syne, som Oscar Wilde sagde. Og her stod min gamle drøm knivskarpt og lyste, klar til at blive forfulgt.

Jeg begyndte om- og tilbygningen på huset i 1990. Som arbejdet skred frem, blev husets udseende skruet længere og længere tilbage i tiden. Resultatet blev et châtelet, der så 200 år ældre ud end udgangspunktet. Jeg var tilfreds – indtil en ny mulighed bød sig. Midt i 90’erne var jeg så heldig, at to naboer ville sælge deres nedrivningsmodne 50’er-huse billigt. Det gav plads til, at jeg kunne bygge det lange orangerilignende hus og et magasin, der også altid har været faste bestanddele i min arkitektdrøm.

I år 2000 valgte jeg at stoppe min karriere og gå i æstetisk eksil. Skønhed var på det tidspunkt yt, og grimhed in, så det var en beslutning, der gav sig selv. Samme år skulle en tredje nabo vise sig at sætte sit gamle, usunde hus til salg. Jeg slog til og opførte i dets sted – og som det sidste punktum – en pavillon med tilstødende udendørs buegange. Tilbage var nu ’kun’ at få haverne, der sammenlagt var blevet til én tønde land, til at se ud, som var de én stor klassisk have, anlagt for et par hundrede år siden og passet af syv gartnere (som godt nok aldrig dukkede op).

Exillions have er en formel, stram arkitekturhave, inspireret af italienske renæssancehaver og franske barokhaver, som har lige linjer, der tager udgangspunkt i arkitekturen. Endvidere er der et engelsk topiary-afsnit, et område til rododendronvildarter og en lille køkkenhave. Hævet over terrænet er desuden et orientalsk afsnit med førnævnte pavillon og buegange, fordi det netop var i Orienten, at havekunsten først begyndte at spire frem. Det er vores skønne visuelle arv, der interesserer mig. Så haven repræsenterer havekunstens forskellige tidsepoker frem til midten af 1700-tallet, hvor de engelske blomstrende haver, der skulle ligne naturen, tog over.

Man kan måske godt sige, at Exillion blot er opfyldelsen af min egen personlige drøm. Men det har altid været mit ønske, at også andre skulle opleve dette vidnesbyrd om den harmoniske skønhed og det velvære, der findes i klassisk arkitektur og havekunst. Og at vise, at det stadig kan skabes i dag. Man kalder det en anakronisme, når noget ikke er skabt i nutidens stil – hvad den så end er. Moden skifter jo hurtigt i dag. Men velproportioneret, klassisk arkitektur vil altid overleve modens luner. Den ændrer man ikke pludselig syn på. Den er nærmest universel. Og hvad betyder byggeårstallet, når skønhed og harmoni har evigheden i sig?